”Jeg håber, at jeg en dag kan vende tilbage”. Sådan afsluttede Lasse Bronton Slebsager sin opsigelse til Vita Jellesen og Tom Hansen, da han efter sin læretid og efterfølgende ansættelse som kok opsagde sin stilling på Sydvesten for at søge nye udfordringer andre steder i restaurationsbranchen.
Fra den 1. april 2023 vil Lasse indfri sit løfte, fordi her overtager han sammen med sin hustru Wicki Dam Slebsager og sin søster Anette Bronton Slebsager den daglige drift af Restaurant Sydvesten på den gamle fiskerihavn i Esbjerg.
Selskabet Bronton ApS med ægteparret Slebsager i spidsen har indgået en 2 årig forpagtningsaftale med Vita og Tom, der har ejet og drevet den kendte restaurant i 37 år, når de nu giver stafetten videre til deres tidligere medarbejder. Forpagterne har samtidigt sikret sig en forkøbsret til bygninger og virksomhed ved udløb af forpagtningsaftalen den 31. marts 2025.
Rishøj Ejerrådgivning har været rådgiver for ejerne Sydvesten gennem hele processen.
Restauranten har ligget på Fiskerihavnsgade 6 i Esbjerg siden 1947, og har gennem årene haft flere navne og ejere. Først Tutten, siden Marketenderiet, Hos Marie, Cafe Nyhavn, Fiskerihavnens Cafeteria og senest Sydvesten.
I 1986 overtog ægteparret Vita Jellesen og Tom Hansen restauranten, og omdøbte i 2007 stedet til Sydvesten. Vita og Tom har med stor dygtighed og arbejdsindsats drevet stedet gennem 37 år. Sydvesten er i dag en af Esbjergs mest velbesøgte restauranter, og benyttes dagligt af byens erhvervsliv samt andre gæster fra nær og fjern. Udover daglig a la carte servering og take away, er Sydvesten veletableret som vært for familiefester, receptioner og lignende arrangementer.
Vita og Tom udtaler i forbindelse med overdragelsen:
“Søren Rishøj var revisor for os i mere end 20 år. Da Søren i sin tid fortalte os, at han havde besluttet at stoppe hos Martinsen for at søge nye udfordringer udenfor branchen, sagde vi til ham, at det kunne han ikke få lov til, før han havde fundet en afløser til os. Så kom Corona, og det kunne jo selv Søren ikke gøre noget ved. Efter Sørens etablering som selvstændig rådgiver med speciale i generationsskifte slog vi selvfølgelig til og lavede en aftale. Det har været en lang proces for os at finde en god arvtager. Men sammen har vi bevaret troen, og Søren har hele vejen igennem arbejdet seriøst og målrettet med at finde en løsning. Samarbejdet har været fuldt tilfredsstillende. Vi er også meget tilfredse med aftalen med Lasse og kompagni. Vi føler os overbevist om, at vi nu lægger Sydvesten i de bedste hænder.”
Lasse Bronton Slebsager er blev uddannet kok på Sydvesten tilbage i 2006, og driver i dag Kulturcaféen Memfis på Esbjerg Hovedbibliotek. Det er hensigten at fortsætte driften af Café Memfis sideløbende med forpagtningen af Sydvesten.
Læs mere om forpagtningsaftalen i Jydske Vestkysten på linket (kræver abonnement).
Rishøj Ejerrådgivning skaber løsninger for udvikling, optimering og generationsskifte af virksomheder. Hvis du også går med tanker om generationsskifte af din virksomhed, kan du læse mere om generationsskifte her og på @Rishøj Ejerrådgivning.
Kontakt mig
Har det fanget interessen? Så kontakt mig eller udfyld formularen og lad mig ringe dig op.